Emil cykler gennem 26 lande for grønlandske børn

10. september 2018
22-årige Emil Hvidtfeldt er pt. ved at cykle fra Finland til Indonesien for at rejse penge til Foreningen Grønlandske Børn. Læs han egen beskrivelse af turen og formålet her.

Mit navn er Emil, jeg er 22 år gammel, og p.t. er jeg ved at cykle fra Finland til Indonesien. Sammenlagt vil turen ende med at tage mig omkring et år, og ruten strækker sig over 26 lande. Foreløbigt har jeg cyklet over 7000 kilometer gennem østeuropa og mellemøsten, og er lige nu ved at kæmpe mig vej gennem varmen i den iranske ørken. Undervejs samler jeg ind til Foreningen Grønlandske Børn, og specifikt til deres mentorordning Ilinniartut. 

Efter at have boet et år i den grønlandske by Sisimiut i forbindelse med mit studie, har jeg fået øjnene op for nogle af de udfordringer den grønlandske ungdom går og kæmper med. Selv kæmpede jeg med depression og søvnløshed, og måtte derfor opgive mit studie. Problemer som depression, ensomhed og hjemve er alle meget udbredte blandt grønlandske unge, og det kan derfor være en stor hjælp med en voksen mentor til at støtte én i dagligdagen. Foreningen Grønlandske Børn tilbyder igennem Ilinniartut, en specielt tilknyttet mentor på én til én basis, til de unge der måtte have brug for det i starten af deres ungdomsuddanelse. 

At cykle halvvejs rundt om jorden er selvsagt en kæmpe udfordring. Ikke kun fysisk, men også i høj grad mentalt. Følelsen af at kunne gøre bare en lille forskel for de grønlandske unge er for mig en kæmpe motivation, og gør anstrengelserne i de hårde tider det hele værd. Jeg gør hvad jeg kan for at sprede ordet, men donationerne kommer fra dem som følger mig. Så tak for det!

Selve rejsen betaler jeg selv; enhver donation går ubeskåret til Foreningen Grønlandske Børn.

 

Læs mere på Emils blog

Hvis du vil støtte indsamlingen kan du gøre det her

Eller følg Emil på Instagram under navnet: theoddtrip

Del indhold